SET I VIBORG STIFTSBLAD
SKREVET AF SUSANNE BANG NIELSEN
Set i historiens lys er vi måske ved at være cirklen rundt fra 1700-tallets
små græsklædte tuegrave på græsklædte kirkegårde til nutidens plænebegravelser.
"Dødens haver" er nutidens poetiske navn for vore mange smukt vedligeholdte kirkegårde.
Kender man lidt til kirkegårdenes udseende for blot et par hundrede år siden, kan det virke som skæbnens ironi, at den oprindelige betydning af ordet have er "indhegnet græsmark".
Til ind i 1800-tallet var de fleste kirkegårde blot indhegnede græsmarker, hvorfra indtægten på høslettet ofte indgik som en del af præstens løn.
Der var kun få markerede grave, ofte blot en lille tue, uden gravsten eller kors.
Pænt op i 1900-tallet blev der stadigt slået hø på kirkegårdene på landet, ikke kun for at holde græsset nede, det skulle også anvendes til foder.
DYR PÅ KIRKEGÅRDEN
Men det var jo unægteligt nemmere at lade kreaturerne selv gøre arbejdet og der findes da også mange klager over græssende køer og får på kirkegårdene.
De værste syndere var dog grisene, der rodede op i gravene, der ofte ikke var særlig dybe.
Gentagne gange bliver der påtalt ved kirkesyn at diger og låger trænger til vedligeholdelse, så de kunne holde dyrene ude.
Så sent som i 1894 sætter man pigtrådshegn om kirkegården i Ryde, diget var ikke nok.
KISTER AF STRÅ
Det var ikke almindeligt at fattige blev begravet af kister af træ. I stedet blev fremstillet en af vidjer og strå, der jo ikke ligefrem hjalp med til at holde grisene ude.
Til gengæld blev disse kister fremstillet som husflid af ældre og svagelige i sognet, der derigennem fik en lille indtægt.
Adelen og de formuende blev begravet i kirken enten under kirkegulvet eller i slægtens kapel eller krypt.Det samme gjorde præsterne.
Ligstanken fra de mange begravelser har til tider givet en ubehagelig lugt i kirkerne.
UD AF KIRKEN
I 1805 blev det da også forbudt at foretage nybegravelser under kirkegulvene af hensyn til hygiejnen.
I denne periode blev der anlagt nye gravpladser uden for byerne med samme begrundelse.
Der foretages stadig begravelser i kirker, kapeller og krypter i dag, men kun med særlig hjemmel eller tilladelse fra kirkeministeren.
PARCEL
Da også de mest velhavende måtte se sig henvist til begravelse ude på kirkegården, udviste de en tydelig utilfredshed med gravenes tilstand.
De ville ikke finde sig i at grisene fortærede resterne af de døde, og hundene løb omkring med knogler på kirkegården.
De begyndte at sætte focus på kirkegårdenes tilstand og udseende.
Igennem 1800-tallet skete der en stigende formalisering af indretningen. Der blev
anlagt faste stier og plantet træer og samtidig inddeltes kirkegårdene i små lodder, beregnet for et ægtepar, indrettet som en lille mindehave for de efterladte.
STATUS
Denne udvikling gav en ny mulighed for at vise sin status også efter døden. Det blev rigtigt at blive begravet på det rigtige sted, ikke for langt fra kirkedøren og hovedalleen, samt sætte et gravminde der afspejlede den afdødes sociale stade.
For at modvirke denne tendens forbød man i 1920 ved lov at henvise de fattige til specielle afdelinger på kirkegården.
Endnu fik mange ingen markering af graven, i det henseende var Jens Vejmand
ikke alene.
HÆKKEN
Kirkegårdene i 1900-tallets begyndelse udviste en stor variation i gravstenenes og andre former for markeringer af gravenes udseende, men fra århundredets midte begyndte en ensretning.
Det blev almindeligt at plante de nu uundværlige hække mellem gravstederne og efterhånden har de fleste kirkegårde et fast regelsæt for de enkelte gravsteders udformning.
FÆLLESGRAV
Fra 1892 tillod man ligbrænding, hvilket især slog igennem i de større byer. Det ansporede til en nedsættelse af urnen i anonyme fællesgrave, hvilket for de større bykirkegårde betød en tiltrængt lettelse pladsmæssigt.
I de senere år har man set en tendens til at vende sig bort fra denne totale anonymitet, og i stedet vælge en såkaldt plænebegravelse.
Derved markeres graven med den afdødes navn, og giver efterladte et holdepunkt, uden at pålægge dem et ansvar for vedligeholdelse af et gravsted.
Men derved er vi ved at være nået cirklen rundt, der er ikke langt fra 1700-tallets små tuegrave på den græsklædte kirkegård, til plænebegravelser af i dag.
Måske vi en dag igen vil opleve "dødens have", den indhegnede græsmark, nu blot holdt nede ikke af kreaturer, men af graverens plæneklipper.